Træner Søren Christensen


Navn: Søren Christensen

Født år: 1973

Familie: Kæreste og to døtre (hhv. årgang 2005 og 2007)

Arbejde: Direktør for Skive College

Hvorfor begynde du at løbe?

I 2004 besluttede jeg mig for, at jeg ville løbe et maraton. Dengang kendte jeg ikke til Avis-Maraton, så jeg trænede mig op helt alene. En kollega, bosiddende i en anden by, gjorde det samme, og så mødtes vi på løbsdagen og fik en god oplevelse sammen. I 2005 deltog jeg for første gang i Avis-Maraton. Dette år gik turen til Paris. Denne oplevelse gjorde mig så at sige til maratonløber, og siden debuten i 2004 er det blevet til knap 50 maratonløb.

Hvad er din bedste løbeoplevelse?

Jeg bruger maratonløb til at komme ud at rejse. En ferie med et maratonløb på programmet er i min optik en skøn ferie. Derfor har jeg også løbet mange af mine maratonløb i udlandet. Hver gang jeg står ved startlinjen, er jeg fascineret over det setup, som arrangørerne har gjort klart for os løbere. Derfor har jeg også vanskeligt ved at fremhæve en løbeoplevelse frem for andre. Men de store majors (London, Berlin, New York City, Boston og Chicago) var alle store oplevelser. Det var det også at løbe på Den kinesiske Mur. Og så ser jeg frem til at skulle løbe på indlandsisen i Grønland til oktober (2023).

Hvorfor vil du gerne hjælpe andre med at komme i form i Avis-maraton?

Jeg har selv haft stor glæde af andre, der har brugt deres fritid på at træne mig. Derfor synes jeg også, at det er rimeligt, at jeg giver et beskedent bidrag tilbage.

Hvorfor er det en god ide at deltage i fællestræningen?

Fællestræningen er selvfølgelig først og fremmest en træningstur. Men, men, men… når det er sagt, er der jo alt det sociale, man har sammen i projektet. Har man nok luft under løbeturen, er der altid en at tale med. Og så er det også sjovt at følge de fremskridt, som man oplever undervejs i projektet.

Hvad er din livret?

Jeg elsker al mad, hvilket min figur også er et godt bevis på.

Hvilken musik kan du bedst lide at lytte?

Jeg er rimelig alsidig ift. musik. Men Bruce Springsteen og U2 har i mange år betydet noget særligt for mig. Og så er jeg så gammel, at jeg også har oplevet Michael Jackson live. Taler vi om dansk musik kan jeg lide Johnny Madsen, Kim Larsen og mere i den dur.

Hvad er den bedste film, du har set?

Jeg ser mange film og har svært ved at fremhæve en enkelt som ’bedst’. Til gengæld kan jeg nemt argumentere for en films stærke og svage sider.

Min drømmerejse går til?

Jeg rejser generelt meget. Og jeg har allerede været på flere ’drømmerejser’. Derfor kan jeg heller ikke sige, at denne eller hin destination er målet for min drømmerejse. At komme ud og opleve verden er en enestående ting, men samtidig skal vi heller ikke glemme, hvilke mange smukke steder vi har herhjemme.